På tur med landsholdet.
Jeg var med U23 landsholdet i august 2019, som massør og soigneur til ”PostNord Danmark Rundt”. Det primære arbejde i forbindelse med et cykelløb er – i samarbejde med holdet bag – at få alt til at spille, så rytterne kan koncentrere sig om at cykle.
Der er mange opgaver, som skal gøres under et cykelløb. Ofte rejser man rundt fra hotel til hotel, og derfor skal alle tasker og ikke mindst cykler pakkes ind og ud hver dag. Der skal hver morgen fyldes vanddunke, laves mad og pakkes feeding bags til dagens løb. Om aftenen efter løbet skal rytterne have mulighed for massage, hvor massørerne står klar til at gøre rytterne bedst muligt klar til næste etape. Efter aftenmaden skal der købes ind, vaskes tøj og holdes møde om planen for i morgen.
Det er et cirkus at være med til et cykelløb, men samtidig en kæmpe oplevelse at få lov til. Der er intet som de dage, hvor rytterne har leveret en god præstation, de aftener er der en helt speciel energi og glæde på hele holdet.
